Personer, der ejer kvalificerede andele i en kreditservicevirksomhed, skal opfylde hæderlighedskravene i § 7, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 3, stk. 2, nr. 3, i kreditserviceloven. Det gælder både på tidspunktet for ansøgning om tilladelse som kreditservicevirksomhed og løbende herefter.
En kvalificeret andel udgør direkte eller indirekte mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne, eller en andel, der giver mulighed for betydelig indflydelse på ledelsen af kreditservicevirksomhed, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. § 3, stk. 2, nr. 3, i kreditserviceloven.
Det gælder både kvalificerede ejere (fysiske såvel som juridiske), ledelsesmedlemmer i de kvalificerede ejere og enhver aktionær (fysisk eller juridisk) med betydelig indflydelse på den kvalificerede ejer.
Finanstilsynet skal have besked, hvis et ledelsesmedlem i en kvalificeret ejer af en kreditservicevirksomhed bliver udskiftet, eller hvis kreditservicevirksomheden får nye kvalificerede ejere. Virksomheden skal sende dokumentation i form af straffeattester og erklæringer på, at personerne opfylder kravene til hæderlighed i § 7, stk. 1, nr. 3 og 4, i kreditserviceloven. Det samme gælder, hvis der sker ændringer blandt aktionærer med betydelig indflydelse på en kvalificeret ejer.
Meddelelse og dokumentation skal sendes til os på finanstilsynet@ftnet.dk. Vi arbejder på at udarbejde en indberetningsblanket til brug herfor.